Tre point i Horsens
I silende regn gæstede VFF det østjyske, hvor oprykkerne fra AC Horsens ventede som modstander. Fra første fløjt bølgede spillede frem og tilbage. De helt store chancer lod vente på sig, men efter knap et kvarter fik Lunds tropper hul på bylden. Først var Srdjan Kuzmic tæt på at krone et velspillet angreb med at vippe bolden over Horsens-keeper Delac. På det efterfølgende hjørnespark måtte Delac hive finde endnu en stor redning frem, da Sami Jalal Karchoud forsøgte sig fra nært hold.
Som minutterne gik, fik viborgenserne opbygget et mindre overtag i boldbesiddelse. I længere perioder var hjemmeholdet trykket langt tilbage i banen, og en håndfuld gange var Lunds tropper kun marginaler fra at spille sig til åbne chancer.

I det 33. minut klappede fælden. Charly Nouck curlede et indlæg i feltet, hvor Dorian Jr. køligt snittede læderet ind bag Matej Delac til 1-0. Op til pausen holdt VFF´erne fast i det lovende takter, og i det 45. minut lynede de hvidblusede. En præcis Mads Søndergaard-aflevering, gav Charly Nouck plads på kanten af feltet. Nouck tøvede ikke, og drejede sikkert VFF på 2-0.
To minutter inde i anden halvleg blev det 2-1. Horsens sendte et frispark i feltet, som en lang tå fra Kelvin Ehibhatiomhan prikkede i rusen. Gæsterne lod sig ikke ryste. I det 55. minut spillede Dorian Jr Sami Jalal Karchoud blank tæt under mål. Delac fik hænderne på Karchouds afslutning, men returen røg direkte ud til Asker Beck, der resolut hamrede aftenens tredje Viborg-scoring ind over stregen.

I kølvandet på målet vedblev VFF´erne med at trykke på. Ved flere lejligheder var gæsterne tæt på at spille Horsens-forsvaret helt tyndt, men den sidste skarphed manglede. I stedet reducerede AC Horsens igen. I det 71. minut fik Ivan Milicevic plads udenfor feltet, tog sigte og hamrede et langskud ind bag Kasper Kiilerich.
Det blev startskuddet til et Horsens-pres frem mod slutfløjt. Et hårdt kæmpende Viborg-mandskab stod dog imod, så efter 93 minutter kunne det hvidklædte udehold tage tre fortjente point med hjem til domkirkebyen.
AC Horsens-Viborg FF 2-3
0-1 Dorian Jr. (33.)
0-2 Charly Nouck (45.)
1-2 Kelvin Ehibhatiomhan (47.)
1-3 Asker Beck (55.)
2-3 Ivan Milicevic (71.)
Startopstilling
Kasper Kiilerich-Srdjan Kuzmic, Lukas Emil Kirkegaard, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Asker Beck, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Sami Jalal Karchoud, Dorian Jr., Charly Nouck
Indskiftninger
Adam Kleis-Kristoffersen for Dorian Jr. (67.)
Hjalte Bidstrup for Oliver Bundgaard (67.)
Daniel Anyembe for Srdjan Kuzmic (78.)
Philip Keller for Mads Søndergaard (78.)
Frederik Damkjer for Charly Nouck (88.)
Kort
Gult: Oliver Bundgaard






