Pointdeling i intenst derby
Søndag aften var der vestjyske gæster i domkirkebyen, da Energi Viborg Arena lagde græs til derbyet mellem Viborg FF og FCM. De grønblusede kom fornuftigt fra start. Med højt pres og god boldomgang tog Lunds tropper teten, og en håndfuld var det kun marginaler, der forhindrede viborgenserne i at spille fusionsklubbens defensiv helt tynd.
Som halvlegen skred frem, holdt VFF´erne fast i de gode takter. Et solidt forsvar tog effektivt brodden af FCM´s offensiv, mens specielt Charly Nouck og Sami Jalal Karchoud voldte vestjyderne problemer i modsatte ende. I det 25. minut var det uhyre tæt på en kløvergrøn scoring. Et mønsterangreb kulminerede med, at kuglen endte for fødderne af Sami Jalal Karchoud tæt under mål, men Olafsson i FCM-kassen fik hænderne på kantspillerens afslutning.

Op til pausen kom FCM mere på bolden. I lang tid uden nævneværdige chancer til følge, men med 1 minut til pause brændte det på for VFF. Junior Brumado blev spillet blank ved bagerste stolpe, hvorfra brasilianeren var særdeles tæt på at heade gæsterne i front.
FCM kom aggressivt ud til anden halvleg, og efter kun syv minutter klappede fælden. Mads Søndergaard tabte bolden på egen banehalvdel, hvilket gav Junior Brumado muligheden for at sende en flad bold i feltet. Her kom Valdemar Byskov stormende og sparkede resolut fusionsklubben på 1-0.
I de følgende minutter var der flere gange tæt trafik foran Lucas Lund mål. Gæsterne fra Herning/Ikast pressede på for en 2-0-scoring, men de grønblusede fik redet stormen, og i det 69. minut lynede viborgenserne. En serie af veludførte Viborg-pasninger blev kronet med, at Mads Søndergaard spillede Dorian Jr. blank midt i feltet. Angriberen tøvede ikke og lagde sikkert læderet i nettet til 1-1.
Kort efter var Dorian Jr. igen tæt på en scoring, da han fik tåen på et fladt indlæg, men forsøget gik snært forbi. I de døende minutter ville FCM også lege med. Først måtte Lucas Lund hive en storredning ud af ærmet, da Mikel Gorgoza hamrede et forsøg afsted fra distancen, og med to minutter igen headede Mads Bech Sørensen et hjørnespark i nettet. Et VAR-check annullerede dog scoringen, og nærmere et mål kom ingen af mandskaberne, så efter seks minutters overtid kunne Grønning og co. tage et fortjent point med i omklædningsrummet.
Viborg FF-FCM 1-1
0-1 Valdemar Byskov (52.)
1-1 Dorian Jr. (69.)
Startopstilling
Lucas Lund-Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Daniel Anyembe, Srdjan Kuzmic-Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Sami Jalal Karchoud, Dorian Jr., Charly Nouck
Indskiftninger
Osman Addo for Charly Nouck (61.)
Asker Beck for Thomas Jørgensen (75.)
Oliver Bundgaard for Hjalte Bidstrup (75.)
Mees Hoedemakers for Mads Søndergaard (75.)
Tim Freriks for Sami Jalal Karchoud (90.)
Kort
Gult: Srdjan Kuzmic, Mads Søndergaard
Tilskuertal
7334

















