Byggetilladelsen er på plads: VFF tager næste skridt mod nyt elitecenter
Viborg Kommune har givet grønt lys til opførelsen af elitecentret, og jordarbejdet påbegyndes allerede i den kommende uge.
Byggeriet af Viborg FF’s kommende elitecenter kan nu gå i gang. Klubben har modtaget byggetilladelse fra Viborg Kommune til opførelsen af projektet på grunden ved Jegstrupvej Vest.
”Opførelsen af fremtidens elitecenter er en central strategisk prioritering i udviklingen af vores klub. Nu går vi i gang med opførelsen, og vi glæder os meget til, at tegninger bliver til virkelighed, og at dele mere fra byggeprocessen,” siger Morten Jensen, administrerende direktør Viborg FF.
Projektet er udviklet sammen med totalrådgiver på projektet og VFF-partner Harritslev Arkitekter. VFF-partnere HANSEN – Ingeniører & Arkitekter har rådgivet på konstruktionsdelen og Norconsult på installationer og brand.

Første spadestik til byggeriet af elitecentrets 3000 kvadratmeter bygning tages i slutningen af næste uge. Bygningen skal bruges af klubbens førstehold, VFF Akademi U15-U19 samt administrationen, og VFF-partner Fredborg A/S skal sammen med virksomhedens mange lokale samarbejdspartnere udføre projektet i hovedentreprisen.
Ved siden af bygningen bliver der i første omgang lagt to græsbaner og to kunstgræsbaner samt et trænings- og målmandsområde med hybridgræs. VFF-partner Winther Sport & Fritid er valgt som totalentreprenør på det kommende arbejde med at anlægge banerne.
Byggetilladelsen betyder, at jordentreprenør og VFF-partner Vils Entreprenørforretning på mandag påbegynder det indledende jordarbejde på den 129.000 kvadratmeter store grund.







