VFF lancerer årlig mindedag
Vores klub. Til allersidste fløjt. De ord får nu en ekstra betydning, idet VFF lancerer en ny årlig mindedag ved navn Til Allersidste Fløjt, hvor vi sammen mindes fans og andre VFF’ere, der er gået bort i årenes løb.
Gennem Viborg FF’s 130 år lange historie har grønne fans fulgt og engageret sig i vores klub med stor passion gennem et helt liv. I både medgang og modgang. De personer og deres livslange dedikation ønsker vi at anerkende og mindes.
Derfor indfører vi nu en årlig mindedag, hvor vi hylder og mindes fans, partnere, frivillige, tidligere spillere og andre personligheder med VFF i hjertet, som ikke længere er iblandt os.
Vores mindedag kalder vi Til Allersidste Fløjt, og den vil blive afholdt årligt til en udvalgt hjemmekamp i slutningen at hvert kalenderår.
Vi afholder mindedagen i samarbejde med vores partner Søhøjlandets Begravelser, der dagligt arbejder med at mindes og tage afsked på ærefuld vis. De bakker aktivt op om mindedagen og at mindes VFF'ere med flere initiativer.
Hvem mindes vi til mindedagen og hvordan?
Vores mindedag Til Allersidste Fløjt afholdes første gang i forbindelse med årets sidste hjemmekamp mod Sønderjyske, der spilles mandag d. 7. december. Her vil vi før kampstart mindes alle de VFF’ere, der ikke længere er iblandt os, på storskærmen sammen med speak og klapsalver.
Til det får vi brug for jeres hjælp. Er du pårørende til en VFF’er, der er gået bort, som du ønsker, vi sammen skal mindes til den årlige mindedag, så opfordres du til at indsende oplysninger via en nyoprettet formular, som du finder ved at klikke her.
Den afdøde VFF’er kan være en mangeårig sæsonkortholder, livslang fan, frivillig, partner, tidligere spiller, leder eller på anden måde have haft en relation til VFF. Det vigtigste er, at VFF har betydet noget for personen, og at du som pårørende har lyst til, at vi sammen mindes vedkommende.
Efter årets sidste kamp vil der blive oprettet en digital mindevæg på vff.dk, hvor de indsendte navne vil optræde.
Du kan indsende navn på en VFF'er til mindedagen her.

Nye muligheder for at inddrage VFF i afskedens stund
Vi får af og til henvendelser fra pårørende til fans, der er gået bort, omkring mulighederne for at mindes vedkommende i sammenhæng med klubben og eventuelt til en kamp. At mindes til kamp bliver nu muligt med den nye mindedag.
Derudover har vi sammen med Søhøjlandets Begravelser igangsat nye initiativer for at inddrage klubben, når en VFF’er går bort.
Hos Søhøjlandets Begravelser kan man nu vælge en særligt udsmykket VFF-kiste eller -urne, og den allersidste køretur kan foregå i klubbens farve i en ny grøn rustvogn.
Ønsker man efter begravelse eller urnenedsættelse at afholde en mindesammenkomst på Energi Viborg Arena, så bliver det nu muligt i vores skyboxe i samarbejde med Søhøjlandets Begravelser, der hjælper med alt det praktiske.
Vi har samlet info om mindedagen og muligheder for at inddrage VFF i afskedens stund på siden her.








