0-1-nederlag mod Sønderjyske
Trods massivt spilovertag endte fredagens hjemmekamp med et skuffende 0-1-nederlag mod Sønderjyske.
Det var en første halvleg uden scoringer, men hvor VFF dominerede klart mest på bolden og også kom frem til flest målchancer. Første mulighed kom efter små fem minutters spil i en overtalssituation, hvor Asker Beck blev spillet dybt og fandt Charly Nouck foran mål, men VFF’s nummer 11 fik ikke træf på bolden, inden en sønderjysk forsvarsspiller nåede retur.
Den største chance i første halvleg var også til hjemmeholdet, da Thomas Jørgensen med en flot aflevering fik spillet Asker Beck fri helt inde midt i feltet, men Beck fik desværre drejet bolden forbi mål.
Gæsterne stod solidt defensivt og gav ikke meget plads væk, men lurede på omstillinger den anden vej. De bed fra sig et par gange mod slutningen af halvlegen, hvor Lucas Lund en enkelt gang måtte hive en stor redning frem.
Kort inde i anden halvleg var det så gæsterne, der bragte sig foran efter en veludført omstilling, hvor VFF-holdet blev fanget i ubalance. Olti Hyseni slap fri i venstre side og fandt Sefer Emini inde foran mål, som sikkert sparkede bolden i nettet. Det var ikke mange gange gæsterne var farlige i VFF’s felt, men en enkelt gang var altså nok for sønderjyderne.
Mod slutningen af kampen pressede VFF på for en udlignende scoring. Thomas Jørgensen og Srdjan Kuzmic kom frem til et par halve chancer i feltet, mens også Dorian Junior to gange fik muligheden, men i hver situation var det uden den nødvendige præcision.

Viborg FF – Sønderjyske 0-1
0-1 Sefer Emini (49.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Daniel Anyembe, Srdjan Kuzmic – Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Asker Beck – Sami Jalal Karchoud, Dorian Junior, Charly Nouck
Indskiftninger
Oliver Bundgaard for Hjalte Bidstrup (61.)
Bilal Brahimi for Charly Nouck (61)
Adam Kleis-Kristoffersen for Asker Beck (76.)
Mees Hoedemakers for Jeppe Grønning (76.)
Kort
Tilskuertal
7.023

















